Hvornår er modermælkserstatning for gammel?

Hvornår er modermælkserstatning for gammel?

Består din babys kost helt eller delvist af modermælkserstatning, kan mange spørgsmål trænge sig på. Der er nemlig mange ting at være opmærksom på. I denne artikel vil vi svare på nogle af de mest almindelige spørgsmål om holdbarheden af modermælkserstatning, både færdigblandet og i pulverform. For hvor længe må den færdigblandede mælk egentlig stå i køleskabet? Er der forskel på holdbarheden af de færdigblandede brikker og den modermælkserstatning, du selv blander? Det er bare nogle af spørgsmålene, vi kommer ind på.

Hvornår bliver modermælkserstatning for gammel i køleskabet?

Hjemmeblandet modermælkserstatning baseret på pulver kan holde sig et døgn i køleskabet, efter du har blandet det. Det kræver dog, at vandet har været afkølet til fem grader, før pulveret er blevet tilsat, og at blandingen ikke har været opvarmet 

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at modermælkserstatning til børn under to måneder først må blandes, lige inden barnet skal drikke det. Efter de første to måneder kan du sagtens forberede flasker til et døgn ad gangen ved at koge vandet, lade det køle ned til fem grader og herefter tilsætte pulveret. Det letter logistikken omkring barnets måltider og udgør ikke nogen sundhedsfare for barnet.


Brikker med modermælkserstatning kan også holde sig et døgn i køleskabet, efter du har åbnet dem. Uåbnet har de typisk en lang holdbarhed, som du kan læse dig frem til på kartonen, og de behøver heller ikke at være på køl, før du har åbnet dem.

Hvor længe kan opvarmet modermælkserstatning holde sig?

Har du gjort en flaske klar ved den helt rette temperatur for blot at konstatere, at baby altså ikke lige er sulten alligevel? Så kan flasken desværre ikke stilles tilbage i køleskabet og gemmes til næste måltid. Modermælkserstatning, der har været opvarmet, skal nemlig bruges inden for en time.

Spiser babyen ikke op, skal resterne også kasseres og må ikke gemmes til senere. Er du på tur, er det derfor en god ide at have rigeligt med pulver eller færdigblandet MME med, i tilfælde af at du bliver nødt til at kassere noget af det.

Hvor lang tid kan modermælkserstatning holde sig efter åbning?

Som nævnt tidligere har brikkerne med færdigblandet modermælkserstatning en holdbarhed på et døgn i køleskabet, efter de er blevet åbnet.

På samme måde som brikkerne har modermælkserstatning i pulverform også en begrænset holdbarhed efter åbning. Når pakken eller dåsen er uåbnet, har den en lang holdbarhed, når som du kan læse dig frem til på emballagen. Når først du har taget hul på den, er holdbarheden som regel 2-3 uger, alt efter hvilket mærke og hvilken variant du bruger. Den helt nøjagtige angivelse finder du på selve pakken. For at undgå fugt og bakterier er det vigtigt at lukke pakken eller dåsen helt tæt, efter du har brugt den, og sørge for at bruge en ren måleske.

Hygiejne er det vigtigste for at sikre holdbarheden af modermælkserstatning

At ernære sit barn med modermælkserstatning kan føles som et fuldtidsarbejde i sig selv, fordi der er så mange ting at tage højde for, flasker, der skal gøres rene og meget andet.

Uanset om det gælder flaskerne, du skal servere modermælkserstatningen i, måleskeen til pulveret eller dine hænder, er det vigtigste at opretholde et højt niveau af hygiejne, når du har med modermælkserstatning at gøre. Det er for at sikre, at din baby ikke udsættes for bakterier, som hun eller han kan blive syg af.

Derudover er hemmeligheden at få etableret nogle gode rutiner, som gør måltiderne til en god oplevelse og en hyggestund for både din baby og dig. Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse.