Gode råd til en bedre sutteteknik - en snak med børneosteopaterne Tina og Mie

Gode råd til en bedre sutteteknik - en snak med børneosteopaterne Tina og Mie

Det bliver ofte taget for givet, at kvinder kan amme, hvis bare de kæmper for det, men spisesituationen er ikke altid let og fredfyldt. Det kan være rigtig frustrerende og føles som en ensom kamp, når amningen eller spisningen med flaske er en udfordring. Derudover kan det være svært at vide, hvor man kan opsøge hjælp.  

I det her indlæg giver vi dig vores bedste råd og øvelser, så du selv kan hjælpe din baby til en bedre sutteteknik. 

Dette er relevant for dig, som oplever én eller flere af følgende udfordringer: 

  • Smertefulde amninger 
  • Gentagne brystbetændelser 
  • Din baby bliver frustreret ved brystet eller flasken og kan hoppe af og på 
  • Din baby har svært ved at gabe højt op 
  • Kliklyde under spisning 
  • Din baby sluger luft 

God bevægelighed i kroppen er vigtig 

En god sutteteknik er afhængig af god bevægelighed i flere dele af kroppen. Heriblandt musklerne omkring nakke, kæber, tunge og mund. Alle muskler i området har hver sin funktion, og samspillet mellem musklerne og sutterefleksen er vigtig for at sikre en god sutteteknik ved brystet eller flasken.  

Hvordan ser jeg så, om min baby sutter rigtigt, tænker du nok? Her er der nogle ting, du kan være opmærksom på. 

  • Din baby skal dybt på brystet eller flasken, og læberne skal krænge ud 
  • Din baby skal have et afslappet ansigtsudtryk under amning 
  • Amningen skal være lydløs med lette synkelyde 

Hvis din baby bruger flaske, så forsøg gerne flere flasker for at finde den, der passer bedst til din babys mund. Med den rette flaske undgås uhensigtsmæssige kompensationer.

Afspændende massage og tungetræning 

Heldigvis er der flere gode massageteknikker og -øvelser, som du kan lave med din baby, hvis det er spændte muskler, der skaber udfordringerne. Der er med andre ord håb forude, selvom I måske har fået en uheldig start.  

  • Fiskemunden: Denne enkle øvelse laves ved at gribe fat med tommel og pegefinger omkring din babys mund, så du kærligt presser kinderne mod hinanden
  • Massér din babys kæbemuskler i små cirkelbevægelser. Du finder kæbemusklerne foran din babys ører. 

Hvis du vil guides gennem øvelserne, har vi lavet en video til dig på EaseYourBabys Youtube-kanal. (link: (1) Førstehjælp: Forbedring af babys sutteteknik på brystet eller flasken - YouTube

Udover at afspænde musklerne omkring munden og tungen kan det også være en god idé at stimulere sutterefleksen og træne tungemusklerne. Heldigvis findes der også en god måde, hvorpå du kan gøre det selv: 

  • Før din rene pegefinger ind i din babys mund og lav blide strøg fra side til side i ganen, ganske langsomt. Det bløde på din finger skal vende op mod ganen. Dette gør vi for at stimulere sutterefleksen og nedsætte brækrefleksen.  
  • Drej derefter din finger, så du kan presse en lille smule ned på din babys tunge. Det lette tryk stimulerer tungens muskler til at arbejde i den opadgående retning. Gentag fem gange. 
  • Tag nu din finger om på siden af din babys tunge og pres lidt ind på den for at få din baby til at presse igen mod din finger. Gør også det fem gange og gentag derefter på den anden side. Dette stimulerer til et bedre svøb under spisningen. 

Gode råd til dig, der vil vide lidt mere 

Sutterefleksen aftager, når din baby er omkring tre måneder. Hvis der er problemer med sutteteknikken, kan du opleve ekstra udfordringer efter denne alder, og derfor er det vigtigt at få etableret en god spisning inden.

Et stramt læbe- eller tungebånd kan gøre amningen eller spisningen på flaske besværlig. I nogle tilfælde nærmest umulig. Et stramt tungebånd kan desuden medføre en aktiv brækrefleks yderligt i munden, så din baby kan have svært ved at få nok af brystet eller flasken ind i munden, fordi den bagerste del af tungen simpelthen ikke får stimuleret ganen optimalt.

Hvis ingen af ovenstående råd hjælper efter en uges tid, kan det være en rigtig god idé at opsøge en fagperson med specialviden inden for mundmotorik. 

Tak fordi, du læste med og god fornøjelse med øvelserne. 

Kærligst Mie og Tina, babyosteopater og stiftere af EaseYourBaby 

Om: 

Tina Kærgaard Rasmussen og Mie Lindholm er babyosteopaterne bag easeyourbaby.dk. Se mere her (link www.easeyourbaby.dk ) eller følg dem på Instagram (link: EaseYourBaby - online babyosteopat (@easeyourbaby) • Instagram-billeder og -videoer).